Så gik endnu en dag med rigtige tyskertimer, og denne gang var det en god en af slagsen med et noget tilfældig, men rigtigt godt overraskelsesmoment.
Dagen startede ud med Medien- und Kommunikationsanalyse. Det var et seminar, rummet var småt, og der var for mange folk i forhold til stole- og bordplads. Alt dette gjorde, at underviseren var en smule stresset og måtte lave flere kopier – ikke noget godt sted for Erasmus-studenter. Hans startede med at få at vide, at da han ikke er immatrikuleret under Medienwissenschaft, måtte han helst ikke deltage. Så han måtte gå. Vi andre blev og var lidt skræmte over ikke at føle os særligt velkomne. Der var meget litteratur og mange opgaver som fremlæggelse, Protokollführung (som vi kender det fra Birtschaft) og andre ting. Efter timen blev vi Erasmus-folk lige og snakkede med ham. Stressen havde lagt sig, og han var rigtig sød og sagde, at vi kunne få 4 ECTS for at være med og 6 ECTS, hvis vi også skrev et Hausarbeit (nej tak!). Da vi nævnte, at vi kun har brug for 5, sagde han, at vi kunne lave en mundtlig prøve, og Tobias’ forslag om at gøre det i grupper afviste han ikke. Det tegnede altså godt, selvom faget virker svært og krævende.
Næste fag var en forelæsning. Jeg plejer ellers at være god til at være opmærksom i den første forelæsning for at få alt med og få et godt indtryk, men jeg må indrømme, at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvad manden snakkede om i den 1½ time, forelæsningen tog. Det mærkelige var, at han havde et separat lærred med en twitterwall, hvor folk kunne stille spørgsmål. ”Bitte nur Fragen zum Thema oder zum Studium stellen. Danke.” Det gik lidt fløjten, da der kom en kommentar indeholdende ”deine Mutter”… Meget seriøse tyske studerende, må man sige – der forresten på ingen måde kan finde ud af at holde mund under hverken holdundervisning eller forelæsning. I den første time nævnt i afsnittet ovenover snakkede folk helt respektløst hen over underviserens tale. At han ikke satte sig i respekt er så en anden sag. Nå, men vi var alle sammen ret hurtigt sikre på, at vi ikke ville tage det her fag, men vi gik alligevel ned og spurgte til eksamen og ECTS og fik at vide, at vi kan få 4 ECTS med en Klausur til sidst, og der er ingen mulighed for at få 5 ECTS. Hvilket jo bare gjorde det endnu mere klart, at vi ikke skulle have det fag.
Derefter havde vi egentlig fire timers pause inden Rezeptionsforschung, men vi valgte – jeg ret modvilligt – at gå til seminaret ved navn Mobile Medien. Og hvor var det dog godt, at vi gjorde det, og at jeg ikke valgte at gå hjem i stedet for! Underviseren var SÅ sød og rar og Erasmus-venlig. Man kunne mærke, at han havde forberedt sig på os udlændinge, så han var klar med et hurtigt svar om, at vi kan få 6 ECTS, og at vi skal lave en fremlæggelse og et småt Hausarbeit for det. Fantastisk! Det passer lige med 10 point, når vi tager Werbung, Kommunikation, Gesellschaft om mandagen, hvor vi kan få 4 point. Det kunne ikke være bedre, og nu er kommunikationsdelen i hus. Jeg føler mig også ret sikker på, at ASB vil godkende de to fag uden problemer.
På baggrund af den store succes i Mobile Medien valgte vi at skippe Rezeptionsforschung og tog ned i byen for at snakke med Vodafone. Jeg gider ikke til at skrive hele historien. Det korte af det lange er, at vi brugte tæt på to timer derinde for at gå derfra uden noget som helst. Ham, der oprettede os helt i starten for snart en måned siden, gav os 10 GB, men det er kun Geschäftsleute, de må give det til, og derfor blev vi spærret. Vi annullerede alting, og da vi ville starte helt forfra – denne gang helt korrekt – afviste systemet os, fordi vi stadigvæk er gemt derinde. Der kan godt gå flere uger, før det er muligt for os at oprette os igen. Vi endte med en gåtur ned til Aldi, hvor vi købte internet for 50 euro. Jeg vil forsøge at få det til at virke i morgen, men tør næsten ikke af angst for, at det heller ikke virker. Men Kristina har fået det til at virke og har sendt en fin vejledning (tak, Kristina!), så mon ikke det nok skal gå. I morgen har vi en enkelt forelæsning, nemlig Sprache und Gewalt kl. 16-18, så jeg har masser af tid til at få styr på det. Næste uge begynder DaF-kurserne, og så har jeg tre timer om onsdagen i stedet for. Jeg fik de kurser, jeg ville have, så testen i fredags gik, som den skulle.
Efter alt vores internet-tamtam gik jeg ned i Media Markt for at købe Desperate Housewives sæson 1. Der er hele 23 afsnit, og det kostede kun 16 euro! Så nu er jeg godt underholdt det næste lange stykke tid. Aftenen har jeg brugt på at skrive en stak mails til forskellige professorer og undervisere om, at jeg ikke deltager i deres kursus nu, hvor jeg ved, hvilke kurser jeg helt konkret tager inden for kommunikation. Professoren fra den første time i dag har svaret og skrevet tak for den hurtige tilbagemelding. Jeg tror, han er lettet over at slippe for os.
Nu vil jeg se det første afsnit af Desperate Housewives. Det føles godt nok lang tid siden, at jeg så det første gang. Og i morgen vil jeg sove længe. Det har jeg også fortjent efter to lange dage.
P.S. The Rumour Said Fire's cd er faktisk ret god.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar