Det har godt nok været en hård dag i dag. Inde i mit hoved altså. Jeg har haft tre forskellige fag i dag, og jeg er allerede i syv sind med hensyn til, hvad jeg dog skal vælge.
Vi startede ud med at have Grundlagen der Sprachwissenschaft ovre på Campus II. Underviseren var ret hård, men havde haft Erasmus-studenter sidste år også, så meddelelsen om de 5 ECTS og eksamen kom prompte og gjorde, at jeg tænkte, at det da er meget nemt det her. Faget handler om grundlaget for det tyske sprog. Det vil sige grammatik, syntaks, morfologi osv. Alt det, jeg er glad for, at jeg ikke har der hjemme. Men på den anden side er det ting, det er godt at vide noget om, og når det nu kun er et semester, kunne jeg såmænd godt overleve det. Eneste problem er, at underviseren virker til at stille ret store krav. Dog slutter det med en Klausur d. 16. juli, og dét er noget, jeg kan forholde mig til! Ikke alt det der Hausarbeit-pjat, det vil jeg helst uden om.
Det næste fag var for mit vedkommende (og også for Hans viste det sig) Sprach- und Kommunikationswandel in digitalen Medien. Det fag handler om, hvordan det tyske sprog udvikler sig og præges af internettet, mobiltelefon og lignende medier, og hvordan sproget bruges i en blog, en SMS, en mail osv. Jeg synes, det virker vildt spændende, og vil gerne tage det. Eneste problem er, at underviseren ikke har haft Erasmus-studenter før, kunne man tydeligt se i hans ansigt, da Hans og jeg snakkede med ham. Vi skal have fat i en eller anden Frau Schwarz, som jeg ikke kan finde en e-mail-adresse på, for at få meldt os til, hvis vi vil være med. Vi kan få en mundtlig prøve, også inden d. 16. juli, det var intet problem. Så det var endnu et plus ved dette fag. Plus at det virker til, at vi godt kan komme uden om at fremlægge og at skrive et Hausarbeit.
Efter en halv time fik vi fri fra det fag, og lidt mere end en time senere gik det videre med Werbung, Kommunikation, Gesellschaft. Underviseren er professor og ved virkelig, hvad han snakker om! Derudover er det et fag, der passer direkte ind i vores studie derhjemme, så det kunne ikke være meget bedre. Der blev både nævnt AIDA-formlen, krisekommunikation, interkulturel kommunikation og andre reklame- og kommunikationstermer. Alt sammen noget, som vi kender hjemmefra, men som går mere i dybden i denne forelæsning. Vi afslutter med en Klausur d. 12. juli, og vi kan få 4 ECTS, dog også med mulighed for 5 (hvordan det helt konkret skulle foregå med det ekstra point, forstod jeg ikke helt).
Det var så et overblik over fagene her den første dag. Måske er det ikke super spændende læsning, men så glemmer jeg da i hvert fald ikke selv, hvordan de forskellige fag har været, når jeg skal til at vælge endeligt, hvad jeg gerne vil have. Jeg har haft meget stress i mit hoved i dag over noget, jeg godt ved, jeg ikke behøver have stress over. Et varmt bad hjalp dog betydeligt på det, og nu sidder jeg her i min seng og kobler af. I morgen er en ny dag, hvor vi forhåbentlig får gode nyheder og positiv respons fra underviserne, ligesom vi gjorde det i dag.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar