Det var noget af en togtur, jeg var på i går fra Trier til Flensborg. Ikke at den var sådan helt vildt træls eller noget, men den var bare ikke helt, som jeg havde regnet med.
Jeg tog bussen ned til banegården og mødte tilfældigvis mødte Anthony. Vi fulgtes og snakkede sammen, inden vi gik til hvert sit tog. Lige da jeg kom over på perronen, sagde en mand i højttaleren, at IC-toget til Köln ikke kørte længere end til Trier, fordi der havde været et personuheld på strækningen mellem Trier og Koblenz. Jeg sagde højlydt ”satans!” og skyndte mig over til DB-Servicekontoret. Jeg sagde til manden, at jeg bare skulle til Flensborg en eller anden gang i dag (det vil sige i går), så var jeg tilfreds. Jeg fik så en ny rejseplan og nye pladsreservationer og skulle af sted fra Trier en time senere og skifte en gang mere end oprindeligt. Det var jo helt perfekt, men jeg havde stadig dårligere nerver over, hvor meget der kunne nå at gå galt på vej gennem Tyskland resten af dagen.
Heldigvis var der ingen problemer, før jeg kom til Köln og steg ind i IC-toget mod Hamborg. Jeg gik ind i vogn 8 og hen til plads 65, som der stod på min reservation. Der sad en ældre dame, og der stod også hendes rejsedestination oven over sædet og ikke min. Hmm meget mærkeligt. Jeg rykkede så over på den anden side af gangen, hvor der var et sæde, der ikke var reserveret. Da billetkontrolløren kom, spurgte jeg hende, om der var sket en fejl i bookingen af reservationer. Hun kiggede lidt på billetten og sagde, at der var såmænd ikke sket en fejl; min reservation gjaldt for den 2. august. Den 2. august?! Manden i Trier havde altså både printet rejseplan og reservation ud for den 2. august i stedet for den 20. maj! Hvordan det er lykkedes ham, fatter jeg ikke. Og dum som jeg er, havde jeg slet ikke kigget nærmere på det i Trier, fordi jeg gik ud fra, at alt var i orden.
Jeg kunne dog sagtens blive siddende på min plads, og i ICE-toget fra Hamborg til Neumünster var der masser af plads, så det var intet problem, at jeg ikke havde en reservation. Kl. 19.53 – næsten tolv timer efter jeg tog af sted fra Trier – ankom jeg i Flensborg og blev hentet af mor. Nu håber jeg bare, at turen hjem næste søndag har de rigtige reservationer; datoen er i hvert fald rigtig.
fredag den 21. maj 2010
torsdag den 20. maj 2010
Abfahrt um 9.08 Uhr
Ja, så sidder jeg her og skal til at gå over til bussen for at tage hjem til DK. Det føles lidt som en minepæl, som et tegn på, at nu er jeg virkelig halvvejs igennem Erasmus-forløbet. Jeg glæder mig meget, især til at sidde i toget og læse og se Desperate Housewives på min computer. Når jeg bliver hentet i Flensborg i aften, kører vi direkte hen til Grease-forestillingen, hvor Søren er med. Det bliver sjovt at se, hvad de har fået sat op.
Nå, jeg må hellere få gjort det sidste klar og så ellers komme af sted nordpå.
Nå, jeg må hellere få gjort det sidste klar og så ellers komme af sted nordpå.
søndag den 16. maj 2010
Vildfaren og uden benzin
Så er weekenden allerede ovre igen, og denne gang har det virkelig været en god en af slagsen. I torsdags tog jeg toget her fra Trier om formiddagen for at køre til Koblenz, hvor mor og far hentede mig på banegården. Det gjorde de, fordi vi ville se Koblenz og derefter et par andre byer ned langs Mosel og så køre til Trier den vej. Jeg havde været så optimistisk at tage forårsjakke på, men selvom jeg havde en striktrøje indenunder, var det meget koldt, og nu lider jeg af konsekvensen: snotnæse og ondt i halsen. Men nå, det var ikke det, det skulle handle om. Vi så Deutsches Eck og kørte derefter videre mod Cochem, hvor vi fik lidt at spise, og slutteligt videre til Bernkastel-Kues, som var en rigtig hyggelig by. Turen langs Mosel er rigtig fin med de mange vinranker op og ned ad bjergene og de hyggelige små turistbyer.
Da vi kom til Trier, kørte vi først hen og checkede ind på hotellet, hvorefter vi tog ud til mig, så de kunne se, hvordan jeg bor. Jeg havde ikke planlagt så meget til den tid, de skulle være her, men én ting (meget typisk mig, Julia, jeg ved det godt!) havde jeg tænkt over – nemlig hvor vi skulle spise henne de forskellige dage. Torsdag aften tog vi på Louisiana, hvor far fik pebersteak, og mor og jeg fik burger. Lækker mad og hyggelig stemning som altid derinde.
Fredag kom mor og far ud til mig for at spise morgenmad. De havde været ovre i Lidl for at købe marmelade, juice osv., og så havde de købt friske Brötchen ved bageren lige ved siden af. Det var alt sammen en del billigere end de 13 euro (!), de tog for morgenmaden på hotellet. Efter morgenmaden gik vi en tur ovre på campus, hvor far gik og frøs, fordi han troede, at vi kun skulle være indenfor; så fik han også lært princippet ved et campus-universitet, hvor bygningerne ikke nødvendigvis alle hænger sammen. Det var sjovt at vise dem rundt der, fordi jeg kunne mærke, hvor glad jeg er for at prøve at gå på et ”rigtigt” universitet det her semester. Ikke at jeg ikke kan lide ASB, men det er bare ikke et campus-universitet og har ikke den samme stemning af universitet som Uni Trier har.
Nå, men nede i byen gik vi lidt i butikker og så også domkirken, basilikaen, Porta Nigra og paladset, som man jo alt sammen skal se, når man er her i byen. Jeg fik mig en Bench-jakke, som jeg har villet have i nogle år efterhånden, så den er jeg vildt glad for! Jeg prøvede den i en flot mørk lilla, men de havde den kun i medium og ikke large, og som min far sagde: ”Den i medium får dig til at se lidt tyk ud!” Så var det ligesom afgjort, at den skulle være large. I en anden butik fandt jeg en i sort med lyserød skrift, og den blev jeg forelsket i og købte. Jeg er bare sååå glad for den og tror virkelig, jeg får stor glæde af den i nogle år fremover, så den har virkelig (indtil videre) været de 70 euro værd.
Ud på eftermiddagen besluttede vi os for at køre op til udgangspunktet ved Mariensäule på Markusberg, som er bjerget på den modsatte side af byen i forhold til her, hvor jeg bor. Udsigten var flot, og vi fik taget nogle rigtigt gode billeder. Da vi skulle køre derfra igen, tænkte far, at vi da godt lige kunne køre ned på den anden side af bjerget i stedet for at køre tilbage af den vej, vi kom fra, hvilket også ville være logisk nok. Vi kom op til en lille by med en flot udsigt og kom derefter til en vej med mange huller i, som far (selvfølgelig!) besluttede, at vi skulle hen ad. Efter at have kørt i noget tid, kom vi pludselig ud til motorvejen og vidste sådan set ikke længere rigtigt, hvor vi var – og bilen bippede for at meddele os, at vi meget snart skulle tanke benzin. Vi forsøgte at køre rundt, men endte i en kø på vej tilbage til Trier, så vi vendte om og endte oppe i endnu en lille by oppe på et bjerg, hvor vi fik Brigitte (vores GPS) til at finde den nærmeste tankstation uden egentlig at have nogen idé om, hvordan vi kom tilbage til Trier, eller hvordan i alverden vi var endt der, hvor vi var. Efter 10 kilometers kørsel så vi endelig Shell-skiltet og fik tanket – hvilken lettelse! Så kunne vi i ro finde tilbage til motorvejen ved hjælp af Brigitte, og vi kom tilbage til mit kollegie 1½ time efter, vi var kørt fra Mariensäule. Ak ja, sådan kan det gå, når man kører på eventyr. Jeg ville gerne lave et kort over vores rute på google maps og print screene det og sætte det ind her, men jeg kan slet ikke huske længere, hvor vi var, så det har jeg opgivet igen.
Fredag aften endte dog godt, eftersom jeg havde besluttet mig for, at vi skulle hen at spise tæt på mit kollegie på Weinstube Gehlen, hvor vi var en af de første uger hernede med vores tutorer. Vi var heldige at få et bord af nogen, der ringede og aflyste deres reservation lige, da vi kom, og så fik vi vin og rigtig lækker mad, og jeg besluttede mig for, at jeg vil bestille bord der, når Markus og hans forældre kommer herned til sommer. Så kan det også være, man kan sidde udenfor til den tid. Jeg var meget overrasket over, hvor mange folk der var, eftersom det ligger i en lille by lidt ude på landet, men det var fredag aften, og jeg tror, at tyskerne er meget loyale over for deres lokale vinbonder.
Lørdag kom mor og far igen til morgenmad og havde igen været en tur i Lidl først. Vi skulle bruge dagen på at køre i IKEA og til Luxembourg. Den nærmeste IKEA viste sig rent faktisk at ligge i Belgien. Ikke langt inde i Belgien, vel at mærke, men bare lige over grænsen i Arlon. Mor og far skulle have nye natborde, og de fandt nogle rigtigt fine nogen. Jeg fandt nogle billige skåle og et par andre småting, som jeg lige manglede eller pludselig fandt ud af, at jeg godt kunne bruge – sådan er det jo altid med IKEA.
Luxembourg centrum lå ikke langt derfra, og vi startede med at gå ind på den mexicanske restaurant, som jeg var på med de danske piger i april. Ellers gik vi rundt i byen, og far viste os, hvor han arbejdede og boede, da han var dernede i 1984. Vi gik også en tur i slugten, som faktisk var rigtig flot. Overalt blev der gjort klar til et maratonløb, der skulle holdes samme aften.
Om aftenen var vi slet ikke sultne til aftensmad, fordi vi først spiste omkring kl. 15 i Lux, så vi tog bare ned i byen og fik en stor is (far fik syv kugler plus flødeskum, og serveringsdamen kaldte det for en børneportion), og efter en kop kaffe her i mit lille værelse, tog vi afsked, og de kørte hjem på hotellet for at sove, for de skulle kørte af sted tidligt i morges, og faktisk burde jeg lige skrive en sms og spørge, om de er kommet godt hjem.
I dag nød jeg at være lidt alene igen. Jeg sov til kl. 10, vaskede tøj, lavede summary til Mobile Medien, der skal afleveres i morgen, snakkede med Markus og gik så over til Mia. Hun havde lige bagt boller, og jeg fik nogle af dem med hjem senere, det var bare så sødt af hende! Vi gik en tur ned til Amfiteatret, hvor det desværre kostede penge at komme ind, og så gik vi op ad bjerget igen (det lyder meget voldsomt, men der er altså stier og sådan), hvor vi gik hen ad Weinkulturpfad (som mor, far og jeg aldrig fik gået hen ad, fordi vi kørte rundt og var væk i 1½ time et eller andet sted nord for Trier), og udsigten var helt fantastisk! Det bliver skønt, når vejret er bedre, selvom det nu også har været helt okay i dag. Jeg elsker desuden også at gå rundt i nybyggerkvarteret ovre på Petrisberg, hvor børnene cyklede rundt eller spiller fodbold, og hvor der er så fint og nyt og hyggeligt og idyllisk på trods af, at husene er store og kantede. Sådan et sted vil jeg gerne bo engang.
Det var vist også nok for i dag. Nu vil jeg se et nyt afsnit af Desperate Housewives som belønning for at have skrevet så meget, og sådan set også bare fordi jeg har besluttet mig for at se det i aften. Det er vildt at tænke på, at jeg allerede næste uge skal hjem til Danmark. I dag er jeg præcist halvvejs igennem mit semester her i Trier, og det føles som om, jeg kun lige er kommet. Tiden går så stærkt – lad den også gøre det til efteråret.
Da vi kom til Trier, kørte vi først hen og checkede ind på hotellet, hvorefter vi tog ud til mig, så de kunne se, hvordan jeg bor. Jeg havde ikke planlagt så meget til den tid, de skulle være her, men én ting (meget typisk mig, Julia, jeg ved det godt!) havde jeg tænkt over – nemlig hvor vi skulle spise henne de forskellige dage. Torsdag aften tog vi på Louisiana, hvor far fik pebersteak, og mor og jeg fik burger. Lækker mad og hyggelig stemning som altid derinde.
Fredag kom mor og far ud til mig for at spise morgenmad. De havde været ovre i Lidl for at købe marmelade, juice osv., og så havde de købt friske Brötchen ved bageren lige ved siden af. Det var alt sammen en del billigere end de 13 euro (!), de tog for morgenmaden på hotellet. Efter morgenmaden gik vi en tur ovre på campus, hvor far gik og frøs, fordi han troede, at vi kun skulle være indenfor; så fik han også lært princippet ved et campus-universitet, hvor bygningerne ikke nødvendigvis alle hænger sammen. Det var sjovt at vise dem rundt der, fordi jeg kunne mærke, hvor glad jeg er for at prøve at gå på et ”rigtigt” universitet det her semester. Ikke at jeg ikke kan lide ASB, men det er bare ikke et campus-universitet og har ikke den samme stemning af universitet som Uni Trier har.
Nå, men nede i byen gik vi lidt i butikker og så også domkirken, basilikaen, Porta Nigra og paladset, som man jo alt sammen skal se, når man er her i byen. Jeg fik mig en Bench-jakke, som jeg har villet have i nogle år efterhånden, så den er jeg vildt glad for! Jeg prøvede den i en flot mørk lilla, men de havde den kun i medium og ikke large, og som min far sagde: ”Den i medium får dig til at se lidt tyk ud!” Så var det ligesom afgjort, at den skulle være large. I en anden butik fandt jeg en i sort med lyserød skrift, og den blev jeg forelsket i og købte. Jeg er bare sååå glad for den og tror virkelig, jeg får stor glæde af den i nogle år fremover, så den har virkelig (indtil videre) været de 70 euro værd.
Ud på eftermiddagen besluttede vi os for at køre op til udgangspunktet ved Mariensäule på Markusberg, som er bjerget på den modsatte side af byen i forhold til her, hvor jeg bor. Udsigten var flot, og vi fik taget nogle rigtigt gode billeder. Da vi skulle køre derfra igen, tænkte far, at vi da godt lige kunne køre ned på den anden side af bjerget i stedet for at køre tilbage af den vej, vi kom fra, hvilket også ville være logisk nok. Vi kom op til en lille by med en flot udsigt og kom derefter til en vej med mange huller i, som far (selvfølgelig!) besluttede, at vi skulle hen ad. Efter at have kørt i noget tid, kom vi pludselig ud til motorvejen og vidste sådan set ikke længere rigtigt, hvor vi var – og bilen bippede for at meddele os, at vi meget snart skulle tanke benzin. Vi forsøgte at køre rundt, men endte i en kø på vej tilbage til Trier, så vi vendte om og endte oppe i endnu en lille by oppe på et bjerg, hvor vi fik Brigitte (vores GPS) til at finde den nærmeste tankstation uden egentlig at have nogen idé om, hvordan vi kom tilbage til Trier, eller hvordan i alverden vi var endt der, hvor vi var. Efter 10 kilometers kørsel så vi endelig Shell-skiltet og fik tanket – hvilken lettelse! Så kunne vi i ro finde tilbage til motorvejen ved hjælp af Brigitte, og vi kom tilbage til mit kollegie 1½ time efter, vi var kørt fra Mariensäule. Ak ja, sådan kan det gå, når man kører på eventyr. Jeg ville gerne lave et kort over vores rute på google maps og print screene det og sætte det ind her, men jeg kan slet ikke huske længere, hvor vi var, så det har jeg opgivet igen.
Fredag aften endte dog godt, eftersom jeg havde besluttet mig for, at vi skulle hen at spise tæt på mit kollegie på Weinstube Gehlen, hvor vi var en af de første uger hernede med vores tutorer. Vi var heldige at få et bord af nogen, der ringede og aflyste deres reservation lige, da vi kom, og så fik vi vin og rigtig lækker mad, og jeg besluttede mig for, at jeg vil bestille bord der, når Markus og hans forældre kommer herned til sommer. Så kan det også være, man kan sidde udenfor til den tid. Jeg var meget overrasket over, hvor mange folk der var, eftersom det ligger i en lille by lidt ude på landet, men det var fredag aften, og jeg tror, at tyskerne er meget loyale over for deres lokale vinbonder.
Lørdag kom mor og far igen til morgenmad og havde igen været en tur i Lidl først. Vi skulle bruge dagen på at køre i IKEA og til Luxembourg. Den nærmeste IKEA viste sig rent faktisk at ligge i Belgien. Ikke langt inde i Belgien, vel at mærke, men bare lige over grænsen i Arlon. Mor og far skulle have nye natborde, og de fandt nogle rigtigt fine nogen. Jeg fandt nogle billige skåle og et par andre småting, som jeg lige manglede eller pludselig fandt ud af, at jeg godt kunne bruge – sådan er det jo altid med IKEA.
Luxembourg centrum lå ikke langt derfra, og vi startede med at gå ind på den mexicanske restaurant, som jeg var på med de danske piger i april. Ellers gik vi rundt i byen, og far viste os, hvor han arbejdede og boede, da han var dernede i 1984. Vi gik også en tur i slugten, som faktisk var rigtig flot. Overalt blev der gjort klar til et maratonløb, der skulle holdes samme aften.
Om aftenen var vi slet ikke sultne til aftensmad, fordi vi først spiste omkring kl. 15 i Lux, så vi tog bare ned i byen og fik en stor is (far fik syv kugler plus flødeskum, og serveringsdamen kaldte det for en børneportion), og efter en kop kaffe her i mit lille værelse, tog vi afsked, og de kørte hjem på hotellet for at sove, for de skulle kørte af sted tidligt i morges, og faktisk burde jeg lige skrive en sms og spørge, om de er kommet godt hjem.
I dag nød jeg at være lidt alene igen. Jeg sov til kl. 10, vaskede tøj, lavede summary til Mobile Medien, der skal afleveres i morgen, snakkede med Markus og gik så over til Mia. Hun havde lige bagt boller, og jeg fik nogle af dem med hjem senere, det var bare så sødt af hende! Vi gik en tur ned til Amfiteatret, hvor det desværre kostede penge at komme ind, og så gik vi op ad bjerget igen (det lyder meget voldsomt, men der er altså stier og sådan), hvor vi gik hen ad Weinkulturpfad (som mor, far og jeg aldrig fik gået hen ad, fordi vi kørte rundt og var væk i 1½ time et eller andet sted nord for Trier), og udsigten var helt fantastisk! Det bliver skønt, når vejret er bedre, selvom det nu også har været helt okay i dag. Jeg elsker desuden også at gå rundt i nybyggerkvarteret ovre på Petrisberg, hvor børnene cyklede rundt eller spiller fodbold, og hvor der er så fint og nyt og hyggeligt og idyllisk på trods af, at husene er store og kantede. Sådan et sted vil jeg gerne bo engang.
Det var vist også nok for i dag. Nu vil jeg se et nyt afsnit af Desperate Housewives som belønning for at have skrevet så meget, og sådan set også bare fordi jeg har besluttet mig for at se det i aften. Det er vildt at tænke på, at jeg allerede næste uge skal hjem til Danmark. I dag er jeg præcist halvvejs igennem mit semester her i Trier, og det føles som om, jeg kun lige er kommet. Tiden går så stærkt – lad den også gøre det til efteråret.
tirsdag den 11. maj 2010
Je ne parle pas français
Så fik jeg også set Strasbourg. Og hvilken fantastisk dejlig og hyggelig by det er! Julia og jeg mødtes på banegården i Strasbourg kl. 12, hvor jeg ankom med toget, og så gik vi ned i byen for at spise vores medbragte frokost på en hyggelig plads. Banegården i Strasbourg er fuldstændig vild! Det er en gammel bygning, som de har sat noget glashalløj op omkring, og det er bare så flot, imponerende og næsten også for meget på en gang
Efter frokost begav vi os på vej hen til vores hotel, som lå lidt uden for midtbyen, skulle det vise sig. Vi (dvs. Julia på sit megaseje fransk!) spurgte to forbipasserende, om vi skulle tage tram’en derud, eller om vi godt kunne gå til fods. Men dét mente damen i hvert fald ikke, at vi kunne. ”À pied, c’est impossible!” blev hun ved med at sige. Så vi tog tram’en fire stop, og så var vi der. Så altså længere var det ikke. Manden i receptionen var vældig rar og snakkede først til os på fransk, hvilket jeg faktisk forstod det meste af, og bagefter på tysk om byen og alle dens seværdigheder og alt det, vi skulle nå at se på vores lille weekendtur. Det var rigtig rart at få et overblik over byen. Vi spurgte ham også, om vi ikke kunne gå ind til byen, og han sagde, at det kunne vi sagtens; der fandtes en lille sti lige bag ved hotellet, som gik langs vandet hele vejen ind til byen. Det tog 15 min. til fods, og så var vi der – dejligt praktisk!
På trods af, at 8. maj altid er en fransk helligdag, fordi 2. verdenskrig sluttede den dag, var de fleste butikker åbne. Vi gik ind i fnac (som mest af alt lyder som en blanding af fnat og acne), der er en fantastisk butik med alt i DVD’er, CD’er og bøger. Der gjorde vi et fantastisk kup! Der var en helt masse bokse med serier, der alle sammen kostede 25 eller 30 euro. Hvis man købte to, fik man den tredje gratis! Da jeg først så, at både sæson 2 og 3 af Desperate Housewives var der, blev jeg helt elektrisk! Julie fandt Criminal Minds, og så købte vi tre DVD-bokse til 20 euro pr. stk. Bare sæson 2 af Desperate koster i Media Markt 38 euro og i Frankrig ellers (fx Virgin Megastore, hvor vi også var inde), koster den 52!! Så jeg har virkelig sparet penge, og nu står der tre sæsoner ovre i reolen og ser fine ud.
Vi brugte også noget af lørdagen på at se domkirken, som var meget imponerende, og på ellers bare at gå rundt og hygge os. Kl. 18.30 satte vi os hen på en italiensk restaurant, hvor vi endte med at sidde i tre timer og snakke og spise pizza (à la carbonara og med laks) og drikke te og få crème brulée og is.
Søndag tog vi en bådtur rundt på floden Ill, hvor vi så alle seværdighederne fra vandet af, og hvor vi også kom forbi Europaparlamentets bygninger. Især La Petite France var rigtig fint både at gå i og at se fra vandet. Meget idyllisk, charmerende og velholdt, så man virkelig følte, at man befandt sig i en tidligere tid.
Efter frokost på en irsk pub, hvor vi fik sandwich med verdens tykkeste skiver franskbrød, tog vi hen til banegården og tog igen hvert til sit efter en rigtig god weekend med masser af oplevelser og heldigvis godt vejr.
Tilbage til hverdagen: I går sendte jeg min ansøgning om godkendelse af fag til ASB, og jeg fik svar samme dag om, at fagene umiddelbart godt kan godkendes, men at vi lige mangler at sende nogle bekræftelser til ham om ECTS og eksamen. Det var virkelig en lettelse uden lige at få at vide, at fagene kan godkendes – så er hele det ræs endelig ude af verden!
På torsdag kommer mor og far herned. Jeg snakkede med mor i går, og jeg skal køre med tog til Koblenz, hvor de så henter mig, og så tager vi turen ned langs Mosel på torsdag. Fredag tager vi i IKEA i Saarlouis og måske til Saarbrücken eller noget i den retning. Lørdag skal vi en tur til Luxembourg. Jeg tror, det bliver en rigtig god Kristi Himmelfarts-ferie.
Efter frokost begav vi os på vej hen til vores hotel, som lå lidt uden for midtbyen, skulle det vise sig. Vi (dvs. Julia på sit megaseje fransk!) spurgte to forbipasserende, om vi skulle tage tram’en derud, eller om vi godt kunne gå til fods. Men dét mente damen i hvert fald ikke, at vi kunne. ”À pied, c’est impossible!” blev hun ved med at sige. Så vi tog tram’en fire stop, og så var vi der. Så altså længere var det ikke. Manden i receptionen var vældig rar og snakkede først til os på fransk, hvilket jeg faktisk forstod det meste af, og bagefter på tysk om byen og alle dens seværdigheder og alt det, vi skulle nå at se på vores lille weekendtur. Det var rigtig rart at få et overblik over byen. Vi spurgte ham også, om vi ikke kunne gå ind til byen, og han sagde, at det kunne vi sagtens; der fandtes en lille sti lige bag ved hotellet, som gik langs vandet hele vejen ind til byen. Det tog 15 min. til fods, og så var vi der – dejligt praktisk!
På trods af, at 8. maj altid er en fransk helligdag, fordi 2. verdenskrig sluttede den dag, var de fleste butikker åbne. Vi gik ind i fnac (som mest af alt lyder som en blanding af fnat og acne), der er en fantastisk butik med alt i DVD’er, CD’er og bøger. Der gjorde vi et fantastisk kup! Der var en helt masse bokse med serier, der alle sammen kostede 25 eller 30 euro. Hvis man købte to, fik man den tredje gratis! Da jeg først så, at både sæson 2 og 3 af Desperate Housewives var der, blev jeg helt elektrisk! Julie fandt Criminal Minds, og så købte vi tre DVD-bokse til 20 euro pr. stk. Bare sæson 2 af Desperate koster i Media Markt 38 euro og i Frankrig ellers (fx Virgin Megastore, hvor vi også var inde), koster den 52!! Så jeg har virkelig sparet penge, og nu står der tre sæsoner ovre i reolen og ser fine ud.
Vi brugte også noget af lørdagen på at se domkirken, som var meget imponerende, og på ellers bare at gå rundt og hygge os. Kl. 18.30 satte vi os hen på en italiensk restaurant, hvor vi endte med at sidde i tre timer og snakke og spise pizza (à la carbonara og med laks) og drikke te og få crème brulée og is.
Søndag tog vi en bådtur rundt på floden Ill, hvor vi så alle seværdighederne fra vandet af, og hvor vi også kom forbi Europaparlamentets bygninger. Især La Petite France var rigtig fint både at gå i og at se fra vandet. Meget idyllisk, charmerende og velholdt, så man virkelig følte, at man befandt sig i en tidligere tid.
Efter frokost på en irsk pub, hvor vi fik sandwich med verdens tykkeste skiver franskbrød, tog vi hen til banegården og tog igen hvert til sit efter en rigtig god weekend med masser af oplevelser og heldigvis godt vejr.
Tilbage til hverdagen: I går sendte jeg min ansøgning om godkendelse af fag til ASB, og jeg fik svar samme dag om, at fagene umiddelbart godt kan godkendes, men at vi lige mangler at sende nogle bekræftelser til ham om ECTS og eksamen. Det var virkelig en lettelse uden lige at få at vide, at fagene kan godkendes – så er hele det ræs endelig ude af verden!
På torsdag kommer mor og far herned. Jeg snakkede med mor i går, og jeg skal køre med tog til Koblenz, hvor de så henter mig, og så tager vi turen ned langs Mosel på torsdag. Fredag tager vi i IKEA i Saarlouis og måske til Saarbrücken eller noget i den retning. Lørdag skal vi en tur til Luxembourg. Jeg tror, det bliver en rigtig god Kristi Himmelfarts-ferie.
fredag den 7. maj 2010
Real life fårehyrde
Jeg oplevede godt nok noget crazy shit i dag, hvor jeg rent faktisk tænkte, om det måske kun var mig, der så det. Men den var god nok! Jeg ville ud at gå en tur, fordi jeg ville se, hvad der ligger omme bag ved Petrisberg. Da jeg gik på stien på vej over mod Lidl, så jeg en kæmpe folk får! Der var også mindst fire hunde, og så kunne jeg på afstand se en skikkelse, der virkelig lignende en troldmand. Da jeg kom tættere på, så jeg, at manden rent faktisk havde en militærmønstret kappe på, der var lige så lang som ham selv, og en tilhørende hat. Jeg følte virkelig, at det kun var mig, der så det! Han stod bare og kiggede ud over fåreflokken, som spiste lystigt løs af vegetationen omkring sig. Da jeg gik videre over forbi Lidl, var der fårelort over det hele, og det var der faktisk også på vej om bag ved Petrisberg. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han er gået over den trafikerede vej med den her gigastore fåreflok? Det må godt nok have været et usædvanligt syn!
Jeg har haft det lidt mærkeligt i dag. Jeg tror måske, det kommer af, at jeg spiste en del vingummibamser i eftermiddag… Så jeg er selv ude om det. Jeg ville have gået en ret lang tur, men jeg kom ikke ret langt, før jeg måtte sætte mig på en bænk og slappe af. Derefter gik jeg hjem. Men udsigten derovre var fantastisk, og nu ved jeg, hvor min næste løbetur skal gå hen. Når jeg engang får taget mig sammen til den.
Jeg har været dygtig i dag. Kristin og jeg mødtes kl. 11 i formiddags og tog over på biblioteket, hvor vi læste Kühn-teksten igennem endnu en gang, snakkede om det, vi ikke forstod, delte teksten op og gav hvert afsnit en titel. Derefter var jeg godt udrustet til at skrive min Zusammenfassung, hvilket jeg også fik gjort. Jeg har ingen idé om, om det er det, Volker vil have, men jeg retter den igennem på mandag, og så må jeg håbe på det bedste. Grammatikken er der i hvert fald ikke noget i vejen med!
I går aftes var jeg med Kristin, Agi og en gruppe 2.-semesters-studerende på Cubiculum. Det er en Kellerkneipe, hvor de har Salatpizza. Det vil sige, at man får en margarita-bund med en stor salat oven på. Det var rigtig lækkert og et hyggeligt sted at sidde. Derefter tog de andre videre på Fetzenreich til Stammtisch, men Kristin og jeg ville hellere på Louisiana, så det gjorde vi, og senere kom tre japanere, Adina, Tiziana og Alessandra også hen til os. Jeg fik to Sex on the Beach og har nu officielt udnævnt den til min yndlingscocktail.
Om ikke så længe skal jeg til at komme i seng, for i morgen går turen til Strasbourg sammen med Julia, og jeg glææææder mig helt vildt! Jeg skal med toget kl. 8, hvilket vil sige, at jeg skal med bussen kl. 7.18. Godt at man kan sove lidt i toget. Når jeg har pakket færdig og flettet mit hår til fine krøller i morgen, vil jeg se endnu et nyt afsnit af Desperate Housewives, og så vil jeg gå i seng.
Jeg har haft det lidt mærkeligt i dag. Jeg tror måske, det kommer af, at jeg spiste en del vingummibamser i eftermiddag… Så jeg er selv ude om det. Jeg ville have gået en ret lang tur, men jeg kom ikke ret langt, før jeg måtte sætte mig på en bænk og slappe af. Derefter gik jeg hjem. Men udsigten derovre var fantastisk, og nu ved jeg, hvor min næste løbetur skal gå hen. Når jeg engang får taget mig sammen til den.
Jeg har været dygtig i dag. Kristin og jeg mødtes kl. 11 i formiddags og tog over på biblioteket, hvor vi læste Kühn-teksten igennem endnu en gang, snakkede om det, vi ikke forstod, delte teksten op og gav hvert afsnit en titel. Derefter var jeg godt udrustet til at skrive min Zusammenfassung, hvilket jeg også fik gjort. Jeg har ingen idé om, om det er det, Volker vil have, men jeg retter den igennem på mandag, og så må jeg håbe på det bedste. Grammatikken er der i hvert fald ikke noget i vejen med!
I går aftes var jeg med Kristin, Agi og en gruppe 2.-semesters-studerende på Cubiculum. Det er en Kellerkneipe, hvor de har Salatpizza. Det vil sige, at man får en margarita-bund med en stor salat oven på. Det var rigtig lækkert og et hyggeligt sted at sidde. Derefter tog de andre videre på Fetzenreich til Stammtisch, men Kristin og jeg ville hellere på Louisiana, så det gjorde vi, og senere kom tre japanere, Adina, Tiziana og Alessandra også hen til os. Jeg fik to Sex on the Beach og har nu officielt udnævnt den til min yndlingscocktail.
Om ikke så længe skal jeg til at komme i seng, for i morgen går turen til Strasbourg sammen med Julia, og jeg glææææder mig helt vildt! Jeg skal med toget kl. 8, hvilket vil sige, at jeg skal med bussen kl. 7.18. Godt at man kan sove lidt i toget. Når jeg har pakket færdig og flettet mit hår til fine krøller i morgen, vil jeg se endnu et nyt afsnit af Desperate Housewives, og så vil jeg gå i seng.
onsdag den 5. maj 2010
Nummerpladeræs
Okay. Jeg kan alle Bundesländer udenad, og jeg kan hovedstaderne til næsten dem alle sammen. Men til gengæld er der en ting, jeg endnu ikke kan; nemlig nummerpladebogstaverne og de dertilhørende byer. Jeg har dog efterhånden samlet mig en del, jeg kan huske (selvom det ikke er noget som helst i forhold til, hvor mange der er i alt). Og fordi jeg ikke lige har noget at tage mig til lige nu – og også lidt fordi jeg har lyst til at vise, hvad jeg kan – skriver jeg nu dem op, jeg kan huske.
FL - Flensburg
SL - Slesvig
KI - Kiel
RD - Rendsburg
NF - Nordfriesland
HH - Hamburg
HB - Bremen
HL - Lübeck
B - Berlin
H - Hannover
NOM - Northeim
OHA – Osterode am Harz
GÖ - Göttingen
QLB - Quedlinburg
TR - Trier
COC - Cochem
MZG - Merzig
VL - Völklingen
SB - Saarbrücken
KO - Koblenz
KL - Kaiserslautern
KS - Kassel
KA - Karlsruhe
…und hier geht’s noch weiter: http://userpage.chemie.fu-berlin.de/diverse/doc/kfz.html
Det var vist det for nu, selvom jeg ved, at jeg kan en del mere, som jeg ikke kan komme i tanker om lige nu. Så er det jo bare i gang med at øve!
FL - Flensburg
SL - Slesvig
KI - Kiel
RD - Rendsburg
NF - Nordfriesland
HH - Hamburg
HB - Bremen
HL - Lübeck
B - Berlin
H - Hannover
NOM - Northeim
OHA – Osterode am Harz
GÖ - Göttingen
QLB - Quedlinburg
TR - Trier
COC - Cochem
MZG - Merzig
VL - Völklingen
SB - Saarbrücken
KO - Koblenz
KL - Kaiserslautern
KS - Kassel
KA - Karlsruhe
…und hier geht’s noch weiter: http://userpage.chemie.fu-berlin.de/diverse/doc/kfz.html
Det var vist det for nu, selvom jeg ved, at jeg kan en del mere, som jeg ikke kan komme i tanker om lige nu. Så er det jo bare i gang med at øve!
tirsdag den 4. maj 2010
Bibliotekshysteri
Formiddag:
Mia, Stine og jeg besluttede os for at tage på biblioteket i går for at læse eller for at arbejde på ordbogen (det gælder jo så kun for mig). Men det skulle vise sig slet ikke at være så nemt at få sine ting med derind, som vi troede. Der står godt nok, at man ikke må medbringe tasker eller jakker. Eller mad. Eller samtaler. Eller sig selv. Men vigtigst af alt må man (surprise surprise!) ikke tage biblioteksbøger med ud fra biblioteket. Derfor alle de ovenstående forholdsregler. Der må have været et gigastort bogtyveri fra biblioteket engang, som alle biblioteksdamerne stadig lider af posttraumatisk stresssyndrom på grund af.
Vi låste altså vores tasker og jakker ind i et skab og tog det vigtigste med os; nemlig vores computere (min i omslag), vores penalhuse, nogle papirer, vores mobiltelefoner, noget vand og lignende. Første gang, der blev sagt ”stop!”, gjaldt det min computertaske. Den måtte jeg så godt ud med, selvom jeg forvissede biblioteksdamerne med brillerne nede på næsen om, at det bare var et omslag og ikke en taske. ”Ist aber nicht erlaubt.” Nå nå. Efter at have låst den inde i skabet, kom jeg tilbage med min computer i favnen og en H&M-pose (som jeg også havde med i første omgang) med alle mine papirer, kalender, penalhus osv., og igen lød det ”stop!”. Man må heller ikke have poser med ind. NÅ NÅ! Jeg sagde så til damen i et lidt anstrengt og irriteret tonefald, at jeg jo ikke kunne bære alle de ting i armene, hvortil hun endnu mere anstrengt og irriteret svarede: ”Dafür gibt es Körbe!” Så jeg tømte posens indhold ned i en kurv, og pludselig var der grønt lys til at komme ind. Jesus Christ! Men okay, nu ved vi da, hvordan vi skal forholde os næste gang, så vi ikke ødelægger biblioteksdamernes ellers så glimrende (?) dag.
Nu skal jeg af sted til Mobile Medien, hvorefter jeg skal til tandemprojekt, hvorefter jeg skal spise, hvorefter jeg har Landeskunde, hvorefter jeg endelig har fri for i dag. Og når jeg er kommet så vidt, vil jeg fortælle om turen til Köln, der desværre ikke blev til noget, og hvad jeg ellers har lavet siden sidst, hvis jeg ellers kan huske det.
Aften:
Pyha. Nu er en lang dag ved at være slut – men det har også været en god dag. Først havde jeg Mobile Medien fra 12-14, så skulle jeg direkte ned i byen til tandem, og derefter nåede jeg at være hjemme en halv time, før turen igen gik over på uni til Landeskunde kl. 18-19.30. Jeg var meget træt, inden jeg tog derover, men skyllede en kop choco cappuccino ned sammen med et par vingummibamser for henholdsvis koffeinens og sukkerets skyld, og så havde jeg faktisk energi til at komme igennem timen. Vi skulle lave gruppearbejde om forskellige byer og seværdigheder, og min gruppe skal fortælle om Köln. Det er som at være på Einführungsseminar igen, og jeg håber meget, at jeg får dispensation fra studienævnet på ASB til at tage 25 ECTS hernede og 35 ECTS på 5. semester, således at jeg kan tage Teknisk og juridisk kommunikation på 5. semester og smide Landeskunde laaaangt væk hernede. Men ak, der går vist i hvert fald en fire ugers tid, inden jeg får brev hjemme på Kappleren om det.
Som tidligere skrevet vil jeg fortælle om vores Köln-tur, der desværre ikke blev til noget. Vi var for sent ude med at leje en bil, og det var for dyrt med toget, så vi valgte at tage til Saarbrücken i stedet for, for der kan vi køre gratis hen med vores TUNIKA. Byen var ikke noget specielt, men der var en rigtig flot kirke, vi var inde at kigge på som det eneste kulturelle. Ellers var vi i forskellige butikker, men jeg klarede rent faktisk at lade være med at bruge alt for mange penge. Vi spiste på en restaurant, der hedder Vapiano, som virkelig kan anbefales, og som SÅ meget skal til Århus (og Trier)! Når man kommer ind, får man et chip-kort og en menu. Man kan få antipasti, pizza, salat og pastaretter. Når man har fundet ud af, hvad man vil have at spise, går man hen til enten pizza-disken eller pasta-disken osv. og bestiller det, man vil have at spise. Det bliver så kodet ind på chippen ved, at man lægger kortet på sådan en følerdims. Det samme gælder for drikkevarer. Ved pizza-disken får man et elektronisk apparat med ned til bordet, som bipper og vibrerer, når ens pizza er færdig. Ved pasta-disken vælger man selv, hvilken slags pasta og hvilken slags sovs, man vil have, og så står man og ser på, at de tilbereder det hele med det samme. Det hele er til en fair pris: Omkring 6,5 euro for en pizza eller en pastaret. Og så smager det virkelig lækkert! Jeg var meget begejstret over blandingen af fast food og fancy food. Jeg har set, at der også er en Vapiano i Mannheim og op til flere af dem i München, så det er absolut ikke sidste gang, jeg kommer hos dem.
Lørdag eftermiddag havde jeg glædet mig længe til og samtidig været nervøs for. Der havde Stephan og jeg endelig fundet et tidspunkt, hvor han var i Trier, og jeg havde tid. Kl. 15 mødtes vi under Porta Nigra efter ikke at have set hinanden i hele fire (!) år, og det gik bare så godt! Vi snakkede løs om alt muligt, og hans kæreste, som han havde taget med, var også bare rigtig sød. Det var virkelig vellykket og på en måde også en lettelse at få overstået. Jeg håber meget, at vi når at ses igen. Stephan snakkede i hvert fald om, at hans forældre ville lave en grillaften engang.
Lørdag aften overtalte Nina mig til at tage med ned til Louisiana at spise sammen med Janne, Tobias, Hans, Hans’ søster, Sophie og op til flere letter. Det endte med at blive en hyggelig drinks-aften, som jeg var glad for, at jeg tog med til.
Sidste uge gik bare vildt stærkt, og det virker til, at denne uge kommer til at gå præcist lige så stærkt. Jeg kan altså ”måle” det på Mobile Medien – hver gang vi er der, tænker jeg, at det er vildt, at vi allerede sidder der igen, og at det allerede er en uge siden, vi var der sidst. Men det er kun godt, for i weekenden skal jeg ses med Julia igen (jubiiii!), og næste uge kommer mor og far, så der er gode ting i vente.
Mia, Stine og jeg besluttede os for at tage på biblioteket i går for at læse eller for at arbejde på ordbogen (det gælder jo så kun for mig). Men det skulle vise sig slet ikke at være så nemt at få sine ting med derind, som vi troede. Der står godt nok, at man ikke må medbringe tasker eller jakker. Eller mad. Eller samtaler. Eller sig selv. Men vigtigst af alt må man (surprise surprise!) ikke tage biblioteksbøger med ud fra biblioteket. Derfor alle de ovenstående forholdsregler. Der må have været et gigastort bogtyveri fra biblioteket engang, som alle biblioteksdamerne stadig lider af posttraumatisk stresssyndrom på grund af.
Vi låste altså vores tasker og jakker ind i et skab og tog det vigtigste med os; nemlig vores computere (min i omslag), vores penalhuse, nogle papirer, vores mobiltelefoner, noget vand og lignende. Første gang, der blev sagt ”stop!”, gjaldt det min computertaske. Den måtte jeg så godt ud med, selvom jeg forvissede biblioteksdamerne med brillerne nede på næsen om, at det bare var et omslag og ikke en taske. ”Ist aber nicht erlaubt.” Nå nå. Efter at have låst den inde i skabet, kom jeg tilbage med min computer i favnen og en H&M-pose (som jeg også havde med i første omgang) med alle mine papirer, kalender, penalhus osv., og igen lød det ”stop!”. Man må heller ikke have poser med ind. NÅ NÅ! Jeg sagde så til damen i et lidt anstrengt og irriteret tonefald, at jeg jo ikke kunne bære alle de ting i armene, hvortil hun endnu mere anstrengt og irriteret svarede: ”Dafür gibt es Körbe!” Så jeg tømte posens indhold ned i en kurv, og pludselig var der grønt lys til at komme ind. Jesus Christ! Men okay, nu ved vi da, hvordan vi skal forholde os næste gang, så vi ikke ødelægger biblioteksdamernes ellers så glimrende (?) dag.
Nu skal jeg af sted til Mobile Medien, hvorefter jeg skal til tandemprojekt, hvorefter jeg skal spise, hvorefter jeg har Landeskunde, hvorefter jeg endelig har fri for i dag. Og når jeg er kommet så vidt, vil jeg fortælle om turen til Köln, der desværre ikke blev til noget, og hvad jeg ellers har lavet siden sidst, hvis jeg ellers kan huske det.
Aften:
Pyha. Nu er en lang dag ved at være slut – men det har også været en god dag. Først havde jeg Mobile Medien fra 12-14, så skulle jeg direkte ned i byen til tandem, og derefter nåede jeg at være hjemme en halv time, før turen igen gik over på uni til Landeskunde kl. 18-19.30. Jeg var meget træt, inden jeg tog derover, men skyllede en kop choco cappuccino ned sammen med et par vingummibamser for henholdsvis koffeinens og sukkerets skyld, og så havde jeg faktisk energi til at komme igennem timen. Vi skulle lave gruppearbejde om forskellige byer og seværdigheder, og min gruppe skal fortælle om Köln. Det er som at være på Einführungsseminar igen, og jeg håber meget, at jeg får dispensation fra studienævnet på ASB til at tage 25 ECTS hernede og 35 ECTS på 5. semester, således at jeg kan tage Teknisk og juridisk kommunikation på 5. semester og smide Landeskunde laaaangt væk hernede. Men ak, der går vist i hvert fald en fire ugers tid, inden jeg får brev hjemme på Kappleren om det.
Som tidligere skrevet vil jeg fortælle om vores Köln-tur, der desværre ikke blev til noget. Vi var for sent ude med at leje en bil, og det var for dyrt med toget, så vi valgte at tage til Saarbrücken i stedet for, for der kan vi køre gratis hen med vores TUNIKA. Byen var ikke noget specielt, men der var en rigtig flot kirke, vi var inde at kigge på som det eneste kulturelle. Ellers var vi i forskellige butikker, men jeg klarede rent faktisk at lade være med at bruge alt for mange penge. Vi spiste på en restaurant, der hedder Vapiano, som virkelig kan anbefales, og som SÅ meget skal til Århus (og Trier)! Når man kommer ind, får man et chip-kort og en menu. Man kan få antipasti, pizza, salat og pastaretter. Når man har fundet ud af, hvad man vil have at spise, går man hen til enten pizza-disken eller pasta-disken osv. og bestiller det, man vil have at spise. Det bliver så kodet ind på chippen ved, at man lægger kortet på sådan en følerdims. Det samme gælder for drikkevarer. Ved pizza-disken får man et elektronisk apparat med ned til bordet, som bipper og vibrerer, når ens pizza er færdig. Ved pasta-disken vælger man selv, hvilken slags pasta og hvilken slags sovs, man vil have, og så står man og ser på, at de tilbereder det hele med det samme. Det hele er til en fair pris: Omkring 6,5 euro for en pizza eller en pastaret. Og så smager det virkelig lækkert! Jeg var meget begejstret over blandingen af fast food og fancy food. Jeg har set, at der også er en Vapiano i Mannheim og op til flere af dem i München, så det er absolut ikke sidste gang, jeg kommer hos dem.
Lørdag eftermiddag havde jeg glædet mig længe til og samtidig været nervøs for. Der havde Stephan og jeg endelig fundet et tidspunkt, hvor han var i Trier, og jeg havde tid. Kl. 15 mødtes vi under Porta Nigra efter ikke at have set hinanden i hele fire (!) år, og det gik bare så godt! Vi snakkede løs om alt muligt, og hans kæreste, som han havde taget med, var også bare rigtig sød. Det var virkelig vellykket og på en måde også en lettelse at få overstået. Jeg håber meget, at vi når at ses igen. Stephan snakkede i hvert fald om, at hans forældre ville lave en grillaften engang.
Lørdag aften overtalte Nina mig til at tage med ned til Louisiana at spise sammen med Janne, Tobias, Hans, Hans’ søster, Sophie og op til flere letter. Det endte med at blive en hyggelig drinks-aften, som jeg var glad for, at jeg tog med til.
Sidste uge gik bare vildt stærkt, og det virker til, at denne uge kommer til at gå præcist lige så stærkt. Jeg kan altså ”måle” det på Mobile Medien – hver gang vi er der, tænker jeg, at det er vildt, at vi allerede sidder der igen, og at det allerede er en uge siden, vi var der sidst. Men det er kun godt, for i weekenden skal jeg ses med Julia igen (jubiiii!), og næste uge kommer mor og far, så der er gode ting i vente.
Abonner på:
Opslag (Atom)