En ridder på 2 meter 38

Han har seriøst fandtes! Dengang man rendte rundt og var ridder og kæmpede og byggede borge og gjorde ved, var folk normalt kun omkring 1½ meter store. Men så var der en ridder, der var 2 meter 38! Og hans rustning stod inde i Burg Cochem, som vi var inde at se i dag. Ret vildt at se så stor en rustning, som vejer omkring 60 kilo. Man kan kun håbe, at han stadigvæk var i stand til at kæmpe, også selvom der ikke fandtes fitness.dk dengang. Eller fitness.de må det vel være.

Ud over ridderen på 2 meter 38 var alt andet ved Burg Cochem også super spændende. Vi havde en guide, der lød som om, hun spillede et indre bånd af, men hun gjorde det alligevel overbevisende og på et tysk, der aldrig er hørt tydeligere – man fristes til at tro, at selv japanerne forstod noget af det! Vi blev ført igennem nogle rum med originalt møblement, originale genstande og i det hele taget bare originale, et eller andet sted frygtindgydende ting. Det er vildt, at tingene stadigvæk er så godt holdt, og man kunne virkelig føle, hvordan de havde levet dengang og havde selv lyst til at være ridderfrue for en dag. Især da vi blev vist ind i det såkaldte ”Frauenzimmer”, hvor der var en kamin, fordi kvinderne også dengang hele tiden sådan frøs fingrene og tæerne. Lige et sted for mig!

Vi havde godt vejr i dag og kunne gå rundt og nyde solen, selvom temperaturerne ikke var super høje. Udsigten oppe fra borgen, som ligger så at sige oven over byen Cochem, var fantastisk! Man kunne se Mosel sno sig gennem byen, og det var virkelig breathtaking. Kig gerne på billederne på facebook.

Efter den guidede tur gennem borgen havde vi ca. 1½ times tid nede i selve byen, som var hyggelig og bar præg af, at det er en turistby – butikkerne var sågar åbne, selvom påskedag altså også er en helligdag her i Tyskland. Jeg fik købt et sødt postkort med en ældre mand og en ældre kvinde på, der er ved at høste vindruer (vi er trods alt i en vinregion), og de står og holder om hinanden. I højre hjørne står der ”Spätlese”, hvilket både gælder høsten og parret. Nederst på kortet er der et sødt lille digt:

Es sieht ein jeder, der nicht blind,
dass wir hier „Notstandshelfer“ sind.
Wir helfen – ohne viel Getöse –
dem Winzer bei der Traubenlese!
Gemächlich zwar, da nicht mehr jung,
doch sichtlich mit Begeisterung.

Im Augenblick – es ist zum Lachn –
sind wir gerad‘ beim „Pause Machen“!
Das Vögelein preist ohn Unterlass
lauthals: In vino veritas!
Denn es erkennt – aus seiner Sicht –
’ne alte Liebe rostet nicht.
(Waldemar Ott)

Det var lidt sødt, så det måtte jeg have, og når jeg igen får lånt Stines tape, vil jeg hænge det op et sted på mit værelse.

Apropos vin, så gik det efter Cochem videre til Senheim, hvor vi skulle besøge en vinbonde, en såkaldt Winzer, som hed Andreas, og som er den 11. generation i sin familie til at styre deres familiefirma. Han var ung, sød og frisk og fortalte en masse skøre historier om alt mellem himmel og jord – også om ting, der, som han selv sagde, ”nicht katolisch sind”. Det involverede noget med ham, hans kone, noget vin og en sengekant. Mere siger jeg ikke. Han var rigtig god til at fortælle om produktionen, om hvordan man smager på vin, og om hvordan vin skal nydes. Faktisk var han så overbevisende, at rigtig mange af os købte en eller to flasker vin af ham til sidst. For mit vedkommende var det både, fordi jeg virkelig godt kunne lide vinen, men også fordi jeg gerne ville støtte ham. Faktisk kunne jeg også godt tænke mig at komme derhen engang igen. Der var rigtig hyggeligt og god stemning, og man kunne mærke Andreas’ familie og stoltheden over at drive firmaet videre.

Vi fik noget brød med smøreost at spise, og det smagte så godt, at vi spiste rigtig meget alle sammen – man kunne simpelthen ikke holde op igen, når man først fik begyndt! Til sidst fik vi en ferskenlikør, som jeg godt nok måtte melde pas på – der var alkoholen simpelthen for tydelig at smage. Så på Tobias’ spørgsmål om, hvorvidt jeg ville noget med resten af min likør, kunne jeg svare, at han meget gerne måtte få resten. Efter omkring 2½ time bei dem Winzer kørte vi tilbage til Trier.

Nu skal jeg skype med Markus. Det gør vi faktisk hver aften, og det er fantastisk rart lige at kunne sige godnat og høre hans stemme hver dag. Jeg savner ham meget. Men nu er der kun 19 dage til, at han kommer herned, så det er efterhånden til at overskue, og tiden går jo hurtigt, har jeg allerede erfaret – der er allerede gået tre uger!