Da vi kom til Trier, kørte vi først hen og checkede ind på hotellet, hvorefter vi tog ud til mig, så de kunne se, hvordan jeg bor. Jeg havde ikke planlagt så meget til den tid, de skulle være her, men én ting (meget typisk mig, Julia, jeg ved det godt!) havde jeg tænkt over – nemlig hvor vi skulle spise henne de forskellige dage. Torsdag aften tog vi på Louisiana, hvor far fik pebersteak, og mor og jeg fik burger. Lækker mad og hyggelig stemning som altid derinde.
Fredag kom mor og far ud til mig for at spise morgenmad. De havde været ovre i Lidl for at købe marmelade, juice osv., og så havde de købt friske Brötchen ved bageren lige ved siden af. Det var alt sammen en del billigere end de 13 euro (!), de tog for morgenmaden på hotellet. Efter morgenmaden gik vi en tur ovre på campus, hvor far gik og frøs, fordi han troede, at vi kun skulle være indenfor; så fik han også lært princippet ved et campus-universitet, hvor bygningerne ikke nødvendigvis alle hænger sammen. Det var sjovt at vise dem rundt der, fordi jeg kunne mærke, hvor glad jeg er for at prøve at gå på et ”rigtigt” universitet det her semester. Ikke at jeg ikke kan lide ASB, men det er bare ikke et campus-universitet og har ikke den samme stemning af universitet som Uni Trier har.
Nå, men nede i byen gik vi lidt i butikker og så også domkirken, basilikaen, Porta Nigra og paladset, som man jo alt sammen skal se, når man er her i byen. Jeg fik mig en Bench-jakke, som jeg har villet have i nogle år efterhånden, så den er jeg vildt glad for! Jeg prøvede den i en flot mørk lilla, men de havde den kun i medium og ikke large, og som min far sagde: ”Den i medium får dig til at se lidt tyk ud!” Så var det ligesom afgjort, at den skulle være large. I en anden butik fandt jeg en i sort med lyserød skrift, og den blev jeg forelsket i og købte. Jeg er bare sååå glad for den og tror virkelig, jeg får stor glæde af den i nogle år fremover, så den har virkelig (indtil videre) været de 70 euro værd.
Ud på eftermiddagen besluttede vi os for at køre op til udgangspunktet ved Mariensäule på Markusberg, som er bjerget på den modsatte side af byen i forhold til her, hvor jeg bor. Udsigten var flot, og vi fik taget nogle rigtigt gode billeder. Da vi skulle køre derfra igen, tænkte far, at vi da godt lige kunne køre ned på den anden side af bjerget i stedet for at køre tilbage af den vej, vi kom fra, hvilket også ville være logisk nok. Vi kom op til en lille by med en flot udsigt og kom derefter til en vej med mange huller i, som far (selvfølgelig!) besluttede, at vi skulle hen ad. Efter at have kørt i noget tid, kom vi pludselig ud til motorvejen og vidste sådan set ikke længere rigtigt, hvor vi var – og bilen bippede for at meddele os, at vi meget snart skulle tanke benzin. Vi forsøgte at køre rundt, men endte i en kø på vej tilbage til Trier, så vi vendte om og endte oppe i endnu en lille by oppe på et bjerg, hvor vi fik Brigitte (vores GPS) til at finde den nærmeste tankstation uden egentlig at have nogen idé om, hvordan vi kom tilbage til Trier, eller hvordan i alverden vi var endt der, hvor vi var. Efter 10 kilometers kørsel så vi endelig Shell-skiltet og fik tanket – hvilken lettelse! Så kunne vi i ro finde tilbage til motorvejen ved hjælp af Brigitte, og vi kom tilbage til mit kollegie 1½ time efter, vi var kørt fra Mariensäule. Ak ja, sådan kan det gå, når man kører på eventyr. Jeg ville gerne lave et kort over vores rute på google maps og print screene det og sætte det ind her, men jeg kan slet ikke huske længere, hvor vi var, så det har jeg opgivet igen.
Fredag aften endte dog godt, eftersom jeg havde besluttet mig for, at vi skulle hen at spise tæt på mit kollegie på Weinstube Gehlen, hvor vi var en af de første uger hernede med vores tutorer. Vi var heldige at få et bord af nogen, der ringede og aflyste deres reservation lige, da vi kom, og så fik vi vin og rigtig lækker mad, og jeg besluttede mig for, at jeg vil bestille bord der, når Markus og hans forældre kommer herned til sommer. Så kan det også være, man kan sidde udenfor til den tid. Jeg var meget overrasket over, hvor mange folk der var, eftersom det ligger i en lille by lidt ude på landet, men det var fredag aften, og jeg tror, at tyskerne er meget loyale over for deres lokale vinbonder.
Lørdag kom mor og far igen til morgenmad og havde igen været en tur i Lidl først. Vi skulle bruge dagen på at køre i IKEA og til Luxembourg. Den nærmeste IKEA viste sig rent faktisk at ligge i Belgien. Ikke langt inde i Belgien, vel at mærke, men bare lige over grænsen i Arlon. Mor og far skulle have nye natborde, og de fandt nogle rigtigt fine nogen. Jeg fandt nogle billige skåle og et par andre småting, som jeg lige manglede eller pludselig fandt ud af, at jeg godt kunne bruge – sådan er det jo altid med IKEA.
Luxembourg centrum lå ikke langt derfra, og vi startede med at gå ind på den mexicanske restaurant, som jeg var på med de danske piger i april. Ellers gik vi rundt i byen, og far viste os, hvor han arbejdede og boede, da han var dernede i 1984. Vi gik også en tur i slugten, som faktisk var rigtig flot. Overalt blev der gjort klar til et maratonløb, der skulle holdes samme aften.
Om aftenen var vi slet ikke sultne til aftensmad, fordi vi først spiste omkring kl. 15 i Lux, så vi tog bare ned i byen og fik en stor is (far fik syv kugler plus flødeskum, og serveringsdamen kaldte det for en børneportion), og efter en kop kaffe her i mit lille værelse, tog vi afsked, og de kørte hjem på hotellet for at sove, for de skulle kørte af sted tidligt i morges, og faktisk burde jeg lige skrive en sms og spørge, om de er kommet godt hjem.
I dag nød jeg at være lidt alene igen. Jeg sov til kl. 10, vaskede tøj, lavede summary til Mobile Medien, der skal afleveres i morgen, snakkede med Markus og gik så over til Mia. Hun havde lige bagt boller, og jeg fik nogle af dem med hjem senere, det var bare så sødt af hende! Vi gik en tur ned til Amfiteatret, hvor det desværre kostede penge at komme ind, og så gik vi op ad bjerget igen (det lyder meget voldsomt, men der er altså stier og sådan), hvor vi gik hen ad Weinkulturpfad (som mor, far og jeg aldrig fik gået hen ad, fordi vi kørte rundt og var væk i 1½ time et eller andet sted nord for Trier), og udsigten var helt fantastisk! Det bliver skønt, når vejret er bedre, selvom det nu også har været helt okay i dag. Jeg elsker desuden også at gå rundt i nybyggerkvarteret ovre på Petrisberg, hvor børnene cyklede rundt eller spiller fodbold, og hvor der er så fint og nyt og hyggeligt og idyllisk på trods af, at husene er store og kantede. Sådan et sted vil jeg gerne bo engang.
Det var vist også nok for i dag. Nu vil jeg se et nyt afsnit af Desperate Housewives som belønning for at have skrevet så meget, og sådan set også bare fordi jeg har besluttet mig for at se det i aften. Det er vildt at tænke på, at jeg allerede næste uge skal hjem til Danmark. I dag er jeg præcist halvvejs igennem mit semester her i Trier, og det føles som om, jeg kun lige er kommet. Tiden går så stærkt – lad den også gøre det til efteråret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar