Bibliotekshysteri

Formiddag:
Mia, Stine og jeg besluttede os for at tage på biblioteket i går for at læse eller for at arbejde på ordbogen (det gælder jo så kun for mig). Men det skulle vise sig slet ikke at være så nemt at få sine ting med derind, som vi troede. Der står godt nok, at man ikke må medbringe tasker eller jakker. Eller mad. Eller samtaler. Eller sig selv. Men vigtigst af alt må man (surprise surprise!) ikke tage biblioteksbøger med ud fra biblioteket. Derfor alle de ovenstående forholdsregler. Der må have været et gigastort bogtyveri fra biblioteket engang, som alle biblioteksdamerne stadig lider af posttraumatisk stresssyndrom på grund af.

Vi låste altså vores tasker og jakker ind i et skab og tog det vigtigste med os; nemlig vores computere (min i omslag), vores penalhuse, nogle papirer, vores mobiltelefoner, noget vand og lignende. Første gang, der blev sagt ”stop!”, gjaldt det min computertaske. Den måtte jeg så godt ud med, selvom jeg forvissede biblioteksdamerne med brillerne nede på næsen om, at det bare var et omslag og ikke en taske. ”Ist aber nicht erlaubt.” Nå nå. Efter at have låst den inde i skabet, kom jeg tilbage med min computer i favnen og en H&M-pose (som jeg også havde med i første omgang) med alle mine papirer, kalender, penalhus osv., og igen lød det ”stop!”. Man må heller ikke have poser med ind. NÅ NÅ! Jeg sagde så til damen i et lidt anstrengt og irriteret tonefald, at jeg jo ikke kunne bære alle de ting i armene, hvortil hun endnu mere anstrengt og irriteret svarede: ”Dafür gibt es Körbe!” Så jeg tømte posens indhold ned i en kurv, og pludselig var der grønt lys til at komme ind. Jesus Christ! Men okay, nu ved vi da, hvordan vi skal forholde os næste gang, så vi ikke ødelægger biblioteksdamernes ellers så glimrende (?) dag.

Nu skal jeg af sted til Mobile Medien, hvorefter jeg skal til tandemprojekt, hvorefter jeg skal spise, hvorefter jeg har Landeskunde, hvorefter jeg endelig har fri for i dag. Og når jeg er kommet så vidt, vil jeg fortælle om turen til Köln, der desværre ikke blev til noget, og hvad jeg ellers har lavet siden sidst, hvis jeg ellers kan huske det.

Aften:
Pyha. Nu er en lang dag ved at være slut – men det har også været en god dag. Først havde jeg Mobile Medien fra 12-14, så skulle jeg direkte ned i byen til tandem, og derefter nåede jeg at være hjemme en halv time, før turen igen gik over på uni til Landeskunde kl. 18-19.30. Jeg var meget træt, inden jeg tog derover, men skyllede en kop choco cappuccino ned sammen med et par vingummibamser for henholdsvis koffeinens og sukkerets skyld, og så havde jeg faktisk energi til at komme igennem timen. Vi skulle lave gruppearbejde om forskellige byer og seværdigheder, og min gruppe skal fortælle om Köln. Det er som at være på Einführungsseminar igen, og jeg håber meget, at jeg får dispensation fra studienævnet på ASB til at tage 25 ECTS hernede og 35 ECTS på 5. semester, således at jeg kan tage Teknisk og juridisk kommunikation på 5. semester og smide Landeskunde laaaangt væk hernede. Men ak, der går vist i hvert fald en fire ugers tid, inden jeg får brev hjemme på Kappleren om det.

Som tidligere skrevet vil jeg fortælle om vores Köln-tur, der desværre ikke blev til noget. Vi var for sent ude med at leje en bil, og det var for dyrt med toget, så vi valgte at tage til Saarbrücken i stedet for, for der kan vi køre gratis hen med vores TUNIKA. Byen var ikke noget specielt, men der var en rigtig flot kirke, vi var inde at kigge på som det eneste kulturelle. Ellers var vi i forskellige butikker, men jeg klarede rent faktisk at lade være med at bruge alt for mange penge. Vi spiste på en restaurant, der hedder Vapiano, som virkelig kan anbefales, og som SÅ meget skal til Århus (og Trier)! Når man kommer ind, får man et chip-kort og en menu. Man kan få antipasti, pizza, salat og pastaretter. Når man har fundet ud af, hvad man vil have at spise, går man hen til enten pizza-disken eller pasta-disken osv. og bestiller det, man vil have at spise. Det bliver så kodet ind på chippen ved, at man lægger kortet på sådan en følerdims. Det samme gælder for drikkevarer. Ved pizza-disken får man et elektronisk apparat med ned til bordet, som bipper og vibrerer, når ens pizza er færdig. Ved pasta-disken vælger man selv, hvilken slags pasta og hvilken slags sovs, man vil have, og så står man og ser på, at de tilbereder det hele med det samme. Det hele er til en fair pris: Omkring 6,5 euro for en pizza eller en pastaret. Og så smager det virkelig lækkert! Jeg var meget begejstret over blandingen af fast food og fancy food. Jeg har set, at der også er en Vapiano i Mannheim og op til flere af dem i München, så det er absolut ikke sidste gang, jeg kommer hos dem.

Lørdag eftermiddag havde jeg glædet mig længe til og samtidig været nervøs for. Der havde Stephan og jeg endelig fundet et tidspunkt, hvor han var i Trier, og jeg havde tid. Kl. 15 mødtes vi under Porta Nigra efter ikke at have set hinanden i hele fire (!) år, og det gik bare så godt! Vi snakkede løs om alt muligt, og hans kæreste, som han havde taget med, var også bare rigtig sød. Det var virkelig vellykket og på en måde også en lettelse at få overstået. Jeg håber meget, at vi når at ses igen. Stephan snakkede i hvert fald om, at hans forældre ville lave en grillaften engang.

Lørdag aften overtalte Nina mig til at tage med ned til Louisiana at spise sammen med Janne, Tobias, Hans, Hans’ søster, Sophie og op til flere letter. Det endte med at blive en hyggelig drinks-aften, som jeg var glad for, at jeg tog med til.
Sidste uge gik bare vildt stærkt, og det virker til, at denne uge kommer til at gå præcist lige så stærkt. Jeg kan altså ”måle” det på Mobile Medien – hver gang vi er der, tænker jeg, at det er vildt, at vi allerede sidder der igen, og at det allerede er en uge siden, vi var der sidst. Men det er kun godt, for i weekenden skal jeg ses med Julia igen (jubiiii!), og næste uge kommer mor og far, så der er gode ting i vente.