Det var noget af en togtur, jeg var på i går fra Trier til Flensborg. Ikke at den var sådan helt vildt træls eller noget, men den var bare ikke helt, som jeg havde regnet med.
Jeg tog bussen ned til banegården og mødte tilfældigvis mødte Anthony. Vi fulgtes og snakkede sammen, inden vi gik til hvert sit tog. Lige da jeg kom over på perronen, sagde en mand i højttaleren, at IC-toget til Köln ikke kørte længere end til Trier, fordi der havde været et personuheld på strækningen mellem Trier og Koblenz. Jeg sagde højlydt ”satans!” og skyndte mig over til DB-Servicekontoret. Jeg sagde til manden, at jeg bare skulle til Flensborg en eller anden gang i dag (det vil sige i går), så var jeg tilfreds. Jeg fik så en ny rejseplan og nye pladsreservationer og skulle af sted fra Trier en time senere og skifte en gang mere end oprindeligt. Det var jo helt perfekt, men jeg havde stadig dårligere nerver over, hvor meget der kunne nå at gå galt på vej gennem Tyskland resten af dagen.
Heldigvis var der ingen problemer, før jeg kom til Köln og steg ind i IC-toget mod Hamborg. Jeg gik ind i vogn 8 og hen til plads 65, som der stod på min reservation. Der sad en ældre dame, og der stod også hendes rejsedestination oven over sædet og ikke min. Hmm meget mærkeligt. Jeg rykkede så over på den anden side af gangen, hvor der var et sæde, der ikke var reserveret. Da billetkontrolløren kom, spurgte jeg hende, om der var sket en fejl i bookingen af reservationer. Hun kiggede lidt på billetten og sagde, at der var såmænd ikke sket en fejl; min reservation gjaldt for den 2. august. Den 2. august?! Manden i Trier havde altså både printet rejseplan og reservation ud for den 2. august i stedet for den 20. maj! Hvordan det er lykkedes ham, fatter jeg ikke. Og dum som jeg er, havde jeg slet ikke kigget nærmere på det i Trier, fordi jeg gik ud fra, at alt var i orden.
Jeg kunne dog sagtens blive siddende på min plads, og i ICE-toget fra Hamborg til Neumünster var der masser af plads, så det var intet problem, at jeg ikke havde en reservation. Kl. 19.53 – næsten tolv timer efter jeg tog af sted fra Trier – ankom jeg i Flensborg og blev hentet af mor. Nu håber jeg bare, at turen hjem næste søndag har de rigtige reservationer; datoen er i hvert fald rigtig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar